Ny Skive!

PÅ Magic (2007) lykkes det Springsteen og The E-Street Band at vende tilbage med overrumplende kraft og vitalitet. Musikken er iderig og varieret, spækket med saxofonfræs, men især velsignet med en bemærkelsesværdigt forynget vokal. Rockmaskinen ruller som i 80'erne, men den musikalske lethed afspejles ikke i teksterne, der mere eller mindre åbenlyst tegner et dystert billede af den politiske situation under Bush-administrationen. Springsteen synger flere gange om pårørende til soldaterne i Irak, og med sange som "Last to Die" og "Long Walk Home" indeholder albummet hans skarpeste politiske angreb til dato. Facit: Magic er Springsteens bedste rockskive i 23 år. (LÆS MERE)

Seeger sessions!

Bruce Springsteen udgav et nyt album den 24. april 2006. Det drejer sig om en samling af genfortolkninger af sange, som traditionelt forbindes med folksangeren Pete Seeger, og navnet på albummet er We shall overcome. The Seeger Sessions. Springsteen har anvendt en masse forskellige musikere på det nye album, men kun to fra the E Street Band: Patti Scialfa og Soozie Tyrell.

• Forventninger
• Forhåndsindtryk
• ANMELDELSE (20. april)

Bruce Springsteen - situationer

I 1984 gik jeg ud af en pladeforretning i Vejle med Bruce Springsteens Born in the USA under armen - en af de første plader, jeg købte på eget initiativ og med nogenlunde bevidsthed om, hvad jeg foretog mig. Sommersolen hamrede ned over Vejle den dag, og som jeg husker det, reklamerede hver eneste taxa og hver eneste bus for min nye plade, mens åbne døre til musikbutikker og værtshuse strøede brudstykker af sangene ud over trafikstøjen. Jeg bevægede mig igennem dette elektrificerede bybillede med noget, der fra starten var langt mere end en plade. Born in the USA var et klenodie, en fetich, et løfte om at blive sunget ud over pubertetens famlende tomhed og et indvielsesritual til nye fællesskaber. Og byens puls syntes at være gået i et med beatet på Darlington County, præcis som gymnasiefesterne, moden og nattelivet skulle gøre det i de følgende år. Jeg red allerede på den bølge af magi, hvis skumtoppe blev stadionkoncerten i Gøteborg 1985 og udgivelsen af Springsteens live-box i 1986.

En søndag i sommeren 2002 stod mindre på spil, da Fruen og jeg fik nys om, at The Rising var gået i handelen for tidligt i en obskur provinsby. Alligevel betænkte vi os ikke på omgående at styrte ud til de venner, der nu sad med verdensbegivenheden i hænderne - ikke i New Jersey, New York eller London, men i udkanten af en forstad til Odenses opland. Og der sad vi så. Med højttalerne tordnende, munden løbende og øjnene på skift fikseret på teksthæftet imellem de sig ophobende ølflasker. Lidt over midnat tog vi hjem med en fornemmelse af, at Springsteen for første gang i mindst 10 år havde begået et virkelig storartet album. Og som i et deja-vu fra midtfirserne syntes det mig, at hans stemme havde ramt et blødt punkt i mit sjæleliv, der længe havde ventet på netop hans poetisk-musikalske formulering. Denne gang drejede sagen sig ganske vist ikke om piger og indestængt livsenergi - men om det, der blev min generations svar på Kennedy-mordet: det brændende og sammenstyrtende World Trade Center og den lange dag, hvor man plantet ved fjernsynet ventede på, at verdenssituationen igen skulle antage en relativt stabil skikkelse.

Imellem disse oplevelser ligger en betragtelig del af et livsforløb. For Springsteens vedkommende implicerer det blandt andet et forhastet første ægteskab, mange selvbebrejdelser og betroelser, et lykkeligt andet ægteskab med tre børn og en sen modning i rollen som midaldrende familiemenneske og generøs rigmand. Men også et tvivlsomt forsøg på at gøre solokarriere uden det legendariske E-Street-Band og en kunstnerisk krise, der nærmest blev forværret proportionalt med hans succes i privatsfæren. Det lignede derfor intet mindre end en svanesang, da Springsteen i 1998 udsendte sin firedobbelte CD af Tracks, der var blevet kasseret igennem de foregående årtier. Men da musikken ikke desto mindre virkede fuldstændig overvældende, var det alligevel svært at tro på, at mandens talent skulle være udtømt. Håbet blev næret, da Springsteen i 1999 turnerede med et genforenet E-Street-Band. Og som antydet blev det endeligt indfriet med The Rising. Springsteen var tilbage, og selvom han næppe bliver, hvad han var i 80'erne - og da slet ikke, hvad han var i 70'erne - bliver han åbenbart ved med at lave gode albums.

Men for nu at citere Walter og Donny fra The Big Lebowski: "What's your point, Dude?". Hvorfor skulle det have nogens interesse, hvad Springsteen sagde mig i 1984 og 2002, og hvorfor er det væsentligt, at han stadig skriver sange? Fordi Springsteen omtrent er den flinkeste fyr i musikbranchen - "one of the greatest gentlemen of all time", som kollegaen og konkurrenten Jim Steinman har kaldt ham. Og fordi det etisk holdbare ved Springsteens person også slår igennem i hans musik og faktisk udgør dennes mest betydningsfulde særpræg. Alle Springsteens bedste plader udsprang af hans egen eksistentielle situation, og de forsøgte ikke bare at "udtrykke" situationen, men at give et holdbart svar på den. Man finder en gennemgående tendens til at samle sig, rejse sig, sætte en værdi og handle derefter, der synes at afsløre, at Springsteen på en særlig måde har udfoldet en etisk eksistens igennem sin musik. Det er frem for alt den inspiration, der har gjort hans stemme livsvigtig for en masse fans. Springsteen er den bedste ven, du kan få ind i dit stereoanlæg, og hans musik kan opfattes som poppens svar på eksistensfilosofien.