We Shall Overcome - the Seeger sessions tegner ikke til at blive nogen kedelig affære. Ganske vist kan sangtitler som Where Have All The Flowers Gone? og We Shall Overcome lede associationerne i retning af rytmeforladt fællessang eller selvdøde øjeblikke på Springsteens akustiske albums. Men når det såkaldte Seeger Band er svulmet op til 13 musikere, kan det jo ikke være lutter stilstand, de skal formidle, og efterhånden hober de positive nyheder om Springsteens nye album sig da også op på hjemmesiden hos Springsteen-magasinet Backstreets.
Efter en prøveafspilning for udvalgte fans d. 7. marts rapporteres der således om en regulær partystemning, hvor bandet virkelig spiller sig ud, og mange sange virker tempofyldte og energiske. Under en lignende begivenhed d. 17. marts blev Backstreets udsendte overrasket over tempoet og bemærkede også, at Springsteen tydeligvis morer sig kosteligt over sin nye musik. Den fornøjelse smitter åbenbart, for publikum havde absolut ikke siddet stille under numrene: "Mængden reagerede langt stærkere på dette end ved Devils & Dust sidste år". På et tidspunkt fik en fan lejlighed til at spørge Springsteen, om han kunne medbringe sit toårige barn ved de nye koncerter (hvilket han ikke havde fundet passende efter den dystre Devils & Dust). Svaret var entydigt: Man skal medbringe hele familien, fordi det bliver en fest, "a good time".
Det ser altså ud til, at den folk-musik, der har inspireret the Seeger Sessions kan være noget ganske andet end den folk-tradition, der inspirerede Springsteen på The Ghost of Tom Joad (1995) og Devils & Dust (2005). Den er måske noget langt mere rablende og rytmisk, der ikke lader det musikalske blive underordnet det tekstlige, men på en lidt komisk og spillemandsagtig facon formår at genfinde rockens sjæl i en "ny" form. Springsteen er en blændende vokalist og performer, ikke mindst, når udfordres af musikken og har et beat i ryggen, som han tror på. Så måske vil the Seeger Sessions frisætte noget af det hos ham, der har været bundet i alderssvarende tungsind og afsmag for rollen som forvokset rockstar. Det er i hvert fald den slags forhåbninger, der kan opstå, når man læser, hvordan han selv har oplevet de nye klange: "Det rockede, det svingede, det rullede. Det var en vej tilbage og fremad til informaliteten, friheden og eklekticismen ved min tidligste musik - og lidt til." (Læs anmeldelse!)