Det ser ud til, at Bruce Springsteens nye album, We Shall overcome - the Seeger Sessions, kan blive hans mest kontroversielle udgivelse nogensinde. Ikke alene står mandens hårdt prøvede fans til endnu engang at blive snydt for den fuldfede rock, der ville kunne forventes, hvis det var the E Street Band, der havde været med i studiet. Og ikke alene lader Springsteen hånt om sit rygte som en af rockens bedste sangskrivere ved for første gang at udgive et helt album med lutter kopiversioner. Næh, der er oven i købet noget ved Pete Seegers folk-musik, der kan skræmme det hvide ud af øjnene på garvede Springsteen-fans, så enkelte nu frygter et regulært dolkestød af lirekassekultur, røvballemusik og forsamlingshusjovialitet - et musikalsk "Folk You!" fra deres guru.
Nuvel, det har aldrig været nogen dans på roser at hænge ved læberne af Bruce Springsteen. Den akustiske Nebraska (1982) var næppe, hvad koncertløverne havde forventet fra en af tidens mest larmende rockstjerner. Og da larmen med Born in the USA (1984) havde kulmineret i et verdensomspændende orgie af mediehysteri og stadionkoncerter, var det også en besynderlig oplevelse at modtage Springsteens afdæmpede bekendelser på Tunnel of Love (1987). Helt galt i byen gik man, da man med drønet fra Better Days (1992) i baghovedet rendte ud og anskaffede sig den nærmest akustiske The Ghost of Tom Joad (1995), der indeholder en farlig masse ord, men sine steder er ved musikalsk at fise ud i det rene og skære ingenting. Og da publikum igennem år og dag og med tilbageholdt åndedræt havde fulgt gendannelsen af the E street Band - fra deres lille komsammen i 1995 til den fælles turne i kølvandet på Tracks (1998) og helt frem til 2002, hvor de endelig udgav deres første rigtige album i 18 år - ja, da var det måske heller ikke lige til at forudsige, at Springsteen ville gå ud at finde sig et sæt helt nye musikere til Devils & Dust (2005).
We Shall overcome - the Seeger Sessions har allerede på forhånd indskrevet sig i denne stolte tradition for skuffelser og kolde afvaskninger af publikum. Alle de gange, hvor Springsteen - som en fan skrev et eller andet sted - "ikke gav os, hvad vi ville have, men hvad vi havde brug for" (bemærk spejderloyaliteten, der vækker mindelser om Dennis Hoppers figur i Dommedag Nu - især den scene, hvor han forklarer, at oberst Kurtz ikke kan dømmes efter almindelige standarder!). Men det er faktisk en stolt tradition. For der er det fælles træk ved Nebraska, Tunnel of Love, The Ghost of Tom Joad og Devils and Dust, at de alle er stærke og uafviselige kunstværker. Man kan måske kede sig over et og andet ved dem, og man kan måske ærgre sig over, at alle mulige Kloge-Åger med garanti vil fremhæve netop et af disse albums som springsteens allerstørste bedrift. Men bedrifter, det er de, og det skulle faktisk være mærkeligt, om ikke Springsteen også har foretaget sig et eller andet under de her Seeger Sessions, der gør det nye album til en slags klassiker. Musikalsk kan der nok være noget, der taler imod den forventning - men måske også noget, der taler for. (Læs anmeldelse!)