De mindre rock-prægede numre på We Shall Overcome: The Seeger Sessions er ikke nødvendigvis lettere at sidde stille til. Shenandoah er ganske vist noget tung at danse med, men der er dynamik og spilleglæde i countrynummeret My Oklahoma Home såvel som i den umådeligt smukke Erie Canal. Og så er der en håndfuld sange, der smager af negro spiritual eller gospel - et af albummets scoops, ikke mindst i kraft af en vidunderligt dissonerende blæsersektion, der igen og igen fremkalder vilde associationer til et forblæst begravelsesoptog i New Orleans. De gør det på Oh, Mary, Don't You Weep, hvor man måske første gang kan have svært ved at abstrahere fra Four Jacks' Åh Marie, a ve hjem te dig, men hvor især blæserne hurtigt får en på bedre tanker. Og de gør det på den tungsindige Eyes On The Prize, der måske kunne blive kedelig, hvis ikke blæserne ind imellem brød ud i deres skæve hyldest til et eller andet - på en gang så kraftfuldt og ubehjælpsomt, så helt igennem menneskeligt.
Jacob´s Ladder er rendyrket gospel, men bliver fra begyndelsen grebet an, som om der var tale om en rockkoncert (No wonder at New York Times den 16. April skrev: "Coffeehouse folk music it ain't - sports arena folk is more like it."!). Springsteen opretholder sin identitet som rockmusiker ved at få sådan et nummer til at lyde "mere som Chuck Berry end som Django Reinhardt" (fra hans instruktion af musikerne). Og for dem, der var til stede i Parken i 1999, da the E street Band opførte Light of Day, er det måske slet ikke så overraskende, at Springsteen kan få rock og gospel til at smelte sammen. Det nye album dokumenterer, at det, han har på hjerte, ikke er snævert bundet til en bestemt stilart, og med alle de bestræbelser Springsteen i de sidste 25 år har gjort sig for at give samfundets udsatte mæle, er det på en måde helt følgerigtigt, at han nu lader dem tale for sig selv igennem folkemusikken.
Faktisk er det lige præcis det, der redder titelnummeret fra at blive ulideligt at høre på. We Shall Overcome er det kritiske punkt, fordi det er det nummer, der er blevet udbasuneret så eftertrykkeligt, at selv ens mor kender det. Men Springsteen tackler udfordringen ved netop ikke uformidlet at lægge sin egen sjæl i sangen. Snarere påtager han sig en rolle, ligesom han kan gøre det på Nebraske eller The Ghost of Tom Joad, og ved at synge med en mere ydmyg og prunkløs stemme opnår han, at sangen fremstår som et udsagn fra nogen, der med rimelighed kunne antages at synge sådan noget. I hvert fald fungerer det imod alle odds, og den karakteristik kan passende blive stående som afsluttende replik om et album, der har fået mange trofaste fans til at græmme sig på forhånd. We Shall Overcome: The Seeger Sessions er en født klassiker, der ubetinget kan anbefales til alle og enhver.