Det kan måske være svært at fatte sagens alvor, hvis man ikke forstår Springsteens særlige appel til sine lyttere. Og man skal i hvert fald ikke spørge den type af modernistisk invaliderede musikkritikere, der falder på næsen for alt grænseoverskridende - stofmisbrug, perversion, perfiditet, karakterløshed – men som traditionelt får røde knopper, når de står over for Springsteens helstøbte og gennemsympatiske personlighed. Springsteen har i næsten alle sine sange forsøgt at udtrykke noget etisk holdbart og opbyggeligt, og det har derfor aldrig været blaserte pirringsnarkomaner eller kunstsnobber, han henvendte sig til. De bånd, han har knyttet til sine fans – og som nu meget tænkeligt kan briste i op imod halvdelen af tilfældene - drejer sig i sjælden grad om et etisk og eksistentielt forpligtende fællesskab.
På albummet "The Rising" handlede en af sangene om et lidenskabeligt forhold imellem en amerikansk mand og en lokal kvinde et sted i Mellemøsten. Det er naturligvis manden, der fortæller, og han lægger ud med en intim beskrivelse af deres favntag, som imidlertid afbrydes brat: "Men når jeg ser ind i dine øjne, står vi verdener fra hinanden". Det er klart, at den linie giver luft for amerikanske frustrationer i forhold til omverdenen, især den muslimske, efter 11. september. Tonen er øm, men også illusionsløs, for som det hedder senere i teksten: "Nogle gange er sandheden bare ikke nok, eller den er for meget i tider som denne". Alligevel fortsætter sangen som en desperat bestræbelse på at overvinde kulturkløften gennem ømheden, og det budskab, der står tilbage, ligger i slutordene: "Lad os lade kærligheden give, hvad den giver". Hermed får sangen indirekte en politisk tendens, der i den aktuelle situation må opfattes som venstreorienteret. Men samtidig er det moderate i denne venstreorientering angivet, fordi intet er sagt eller garanteret om, hvor meget kærligheden kan give. Ved at holde sig til den intetsigende tautologi, at kærligheden giver, hvad den giver, har Springsteen udstillet vores faktiske uvidenhed og undgået at falbyde en sentimental patentløsning på verdenssituationen.
Det forekommer mig, at sangen om de af storpolitik hjemsøgte elskende har fået en ny og overraskende betydning i dag. Springsteen har efter et musikalsk favntag over tre årtier set sit publikum direkte i øjnene, og erkendt, at hans musik står verdener fra den republikanske regeringsførelse. Kærlighed alene kan ikke fjerne en kløft imellem standpunkter, og rockkulten, der kan ligne kærligheden en del, har i forholdet mellem Springsteen og republikanerne nået grænsen for, hvad den kan forene.