Den kan godt have brug for et par dage i cd-afspilleren, inden man får nogenlunde greb om den. Men når man får det, er Magic en vidunderlig og fuldstændig overrumplende oplevelse. Det er ikke let at tale dårligt om The Rising (2002), der som et konceptalbum om 11. september bevarer en egenartet kunstnerisk styrke. Men tynget som det var af sit tema, af Brendan O'Brians kompakte produktion og måske også af The E-Street Band's uhørte størrelse, der efterhånden kunne mistænkes for at udgøre et lydteknisk problem, cementerede albummet alligevel det indtryk, at Springsteen musikalsk havde kappet forbindelsen til sin storhedstid i 70'erne og 80'erne. Samme indtryk efterlod de rugende soloplader The Ghost of Tom Joad (1995) og Devils and Dust (2005), og når Springsteen på The Seeger Sessions (2006) kastede sig over folkemusikken, lå den fortolkning ligefor, at han søgte et fristed fra den tyngde og alderdom, der havde hjemsøgt hans egen sangskrivning. Det var derfor ikke uden bange anelser, jeg imødeså endnu et rockalbum med The E-Street Band. Man kunne forvente en hærdet vokal i et overbefolket lydbillede, hårdt arbejde uden musikalsk leg, muskler uden megen finesse. Og det overrumplende er, at Magic gør alle den slags forventninger til skamme. Springsteen har simpelthen genfundet det, der skabte legenden om The E-Street Band, og det nye album formår som det første at tage arven op fra The River (1980) og Born in the USA (1984).
Springsteen synes at have fået lagt låg på sin producers fortid med Pearl Jam og sin egen hang til overdrevne arrangementer og gospelkor, samtidig med at musikken virker som designet til at lade The E-Street Band (ikke mindst saxofonisten, Clarence Clemons) stråle. Lydbilledet er forsimplet, og melodierne flyder tvangfrit og dynamisk hele vejen igennem pladen. Helt besynderligt er det, at Springsteen også pludselig synger som en langt yngre mand. Mens han i de senere år har kunnet synes udelukkende at have sin falset til at afveksle fra en tung, kødfuld og næsten for mandhaftig rockvokal, virker hans stemme på Magic let og ubesværet, så man indimellem kommer til at tænke på The River. En del af forklaringen er nok, at vokalen er mere musikalsk end retorisk styret og undgår de dramatiske udbrud og indslag af direkte tale, der ellers er typisk Springsteen. I stedet for uformidlet at 'synge med hjertet' og 'synge igennem' synes han i højere grad at læne sin stemme op ad melodien og beatet, hvorved han får overskud til forfine udtrykket. Man fornemmer en længe glemt lyst til musikalsk forførelse, til simpelthen at synge lækkert, og Magic giver en imponerende opvisning i, hvad Springsteen som sanger mestrer af tricks og teknikker. Dette indryk forstærkes af en fantastisk variation og spændvidde i kompositionerne. Man bevæger sig fra tungt produceret guitarrock til klassisk E-Street-sound med orgel og klaver, fra hæsblæsende garagerock til teatralsk rockdramatik eller lavmælt skæbnefortælling, fra retroklingende pop a la Beatles og Beach Boys til forblæste elguitarer og en mundharpe, der hyler som en prærievind. Faktisk kan man på Magic høre brudstykker af alle Springsteens tidligere plader, og hver eneste sang giver et overbevisende bud på, hvordan netop dens genre skal tackles.
Tekstligt er Magic vanskelig, hvilket først og fremmest skyldes en dobbeltbundet skrivemåde, der blev udviklet på The Rising. Sange om individuelle og personlige forhold, især kærlighed, taler samtidig og måske endnu tydeligere om politiske forhold og begivenheder. Enten kan de altså tolkes i flere retninger, eller også er der tale om et dybere betydningslag under den umiddelbare mening. På det nye album er cirka halvdelen af sangene af denne art. De handler tilsyneladende om kærlighed og antyder måske, at Springsteens samliv med Patti Scialfa ikke er helt uproblematisk. Men samtidig antyder de indimellem noget helt andet, og når man eksempelvis hører et omkvæd som "Your own worst enemy has come to town", kan man let komme i tvivl: Handler det her om en utro ægtemand eller måske snarere om en uvederhæftig regering og en nation, der har grebet sin krig imod terror forkert an? I hvert fald har den anden halvdel af sangene indlysende politiske implikationer - og her er tale om den skarpeste og mest forpligtende stillingtagen til Bush-administrationen, som endnu har fundet vej til Springsteens musik. Særligt iøjnefaldende er dette på Last to Die, der bygger direkte på en berømt formulering af den tidligere præsidentkandidat John Kerry (Hvordan beder man en mand om at være den sidste til at dø i Vietnam? Hvordan beder man en mand om at være den sidste til at dø for en fejltagelse?, ordene faldt i 1971). Men også i Long Walk Home står det klart, at emnet ikke bare er en spadseretur: Sangens omkvæd bygger på Neil Youngs sang af samme navn fra 1987, og budskabet drejer sig om noget i retning af den amerikanske folkesjæls vej tilbage til sine sande værdier. Flere af sangene handler i øvrigt om pårørende til døde eller sårede soldater. Og når en af disse erindrer sin helt sige: Somebody made af bet, somebody paid - ja, så behøver Springsteen jo ikke at referere udtrykkeligt til den nykonservative eventyrpolitik i Irak.
I sidste ende er det musikken, der er det virkeligt forunderlige. Efter en årrække, hvor tungt meningsindhold trykkede den musikalske dynamik - og nogle gange trykkede den helt i bund - ser det ud til, at Springsteen med The Seeger Sessions genfandt beatet og spillelysten. I hvert fald er Magic en vital, iderig og velsmurt skive, der vokser sig større og større, jo mere man hører den. Det er Springsteens bedste rockplade i 23 år.