Nyt fra Helvede!

Under varemærket "Meat Loaf" udkom Bat Out of Hell III i oktober 2006 - det er 13 år efter to'eren og 29 år efter det oprindelige mesterværk! Det ser nu ud til, at det problematiske forhold imellem Meat Loaf og Jim Steinman - en noget unfair alliance, hvor den ene altid har bidraget med genialiteten og den anden med synligheden - omsider er gået op i limningen. Der huserer så vidt vides en retssag imellem dem, men den har åbenbart ikke forhindret Meat Loaf i endnu en gang at mæske sig i Steinman-klassikere.

Jim Steinman om Bruce Springsteen: "alle tiders gentleman"

Steinman er et meget pålideligt vidne, fordi han i øvrigt er blottet for diplomatisk sans og almindelig høflighed. I interviews gør han sig for eksempel uden betænkeligheder morsom (og faktisk ekstremt morsom! Læs: Phantasmagoric, interview til Melody Maker, 1989 ) over sine kollegers nervøse sammenbrud og selvmordsforsøg. Han fremdrager konsekvent det latterlige ved Meat Loaf, kommenterer Barbra Streisands bryster som en anden skoledreng, frakender Bonnie Tyler enhver kunstnerisk egendrift og udstiller såvel den musikalske talentløshed som manglen på almen dannelse hos musikerne i Def Leppard. Dette er alt sammen folk, som Steinman har arbejdet mere eller mindre intimt sammen med. U2 har han derimod aldrig arbejdet sammen med - dem nøjes han med at kalde for "verdens kedeligste rockband". Konklusion: Hvis Jim Steinman kalder Springsteen for alle tiders gentleman, så er det vitterligt sådan, han har oplevet ham.

Bemærkningen falder i øvrigt i en interessant sammenhæng, hvor Jim steinman omtaler den hetz, som han har følt sig udsat for fra folkene omkring Springsteen, ikke mindst den kendte kritiker og Springsteen-biograf Dave Marsh (jf. Classic Albums Six Hour Interview (2003), side 4). Sagen er, at Steinmans mesterværk, Bat Out of Hell (med Meat Loaf), der er en af de mest solgte plader overhovedet, udkom bare to år efter Springsteens mesterværk, Born to Run. Og ikke blot medvirkede flere af Springsteens musikere på Bat Out of Hell, men lighederne imellem de to plader var i det hele taget oplagte: Det fyndige begyndelsesbogstav, den voldsomme fremdrift i livsholdningen, det operaagtigt storladne i vokalen og kompositionerne, det fremtrædende piano (som jo også i begge tilfælde blev betjent af Roy Bittan). Alt det kunne måske nok have været ukontroversielt, hvis ikke Steinman og Meat Loaf samtidig medbragte deres helt unikke stil - nemlig et element af bombastisk overdrivelse, af overspændt drama og passion, af smagløshed simpelthen, og (eftersom denne smagløshed virkede villet og fuldt bevidst) nærmest af parodi.

Onde tunger vil måske mene, at Jim steinman ved at overdrive visse tendenser havde afsløret noget patetisk, der allerede lå i Born to Run. Men den mest oplagte tolkning - der utvivlsomt også har ligget bag den modstand, som Steinman har følt fra Springsteens omgivelser - er nok, at Bat Out of Hell begår en slag forræderi: at den misbruger rockens sprog og gebærder, så de i sidste ende bare bliver til grin. Måske er dette ikke min mening. Men det er i hvert fald den synsvinkel, der har præget kritikken af Jim Steinman, og på baggrund af hvilken det er påfaldende, at også han kun har lovord til overs for Bruce Springsteen. Generelt har Springsteen aldrig været til at gribe i noget, der bare ligner nedsættende kommentarer om andre musikere. Det gælder sikkert også Steinman.