"Vi vil komme til at kæmpe i gaderne - med vore børn ved vore fødder - og de moralnormer, som de tilbeder, vil være forsvundet…". Med så dystre vendinger indledte rockgruppen The Who deres sang om en fiktiv politisk revolution - en emne, som må have ligget en stor del af deres publikum på sinde, eftersom årstallet var 1971, og ungdomsoprøret netop var ved at blive politisk bevidst. Man må imidlertid spørge sig, om datidens publikum egentlig fik, hvad de var kommet efter. For som tidsånden udviklede sig i 70'erne, hvor marxismen og revolutionsretorikken fik vind i sejlene, var The Who's sang mildest talt utidssvarende. Her var ikke ringeste spor af den infantile revolutionsromantik, der for eksempel fik frit løb, når Bifrost herhjemme sang: Når verden bliver min verden (1976). Til gengæld var The Who's sangskriver, Pete Townshend, ikke upåvirket af det 20. Århundredes historiske erfaringer. Hans fortælling om revolutionen fortsatte sådan her: "Og folkene der ansporede os - de sidder til doms over alt forkert - de beslutter, og geværet synger sangen.".
Med sine temposkift og eksplosioner, sin rytmiske brutalitet og sin forunderlige harmoni imellem en beskidt sound og en orkestrering spækket med ekvilibristiske lækkerier er Won't get fooled again vel nok det bedste, The Who fik indspillet. Nummeret lever i øvrigt også højt på et forprogrammeret synthesizerspor, der var et af musikhistoriens første, og hvis underliggende monotoni forlener de dionysiske udfoldelser på alle andre instrumenter med et skær af overmenneskelig præcision. På det indholdsmæssige plan udvikler sangen sig mindre opløftende. Vi hører på en mand, der desperat forsøger at redde sig selv og sin familie helskindet igennem et revolutionært voldsherredømme, og som ikke kan se nogen virkelig forandring, selvom moden og slagordene er blevet skiftet ud. Fortællerens fremmedgørelse såvel som det på en gang ironiske og tragiske ved hans situation er fint indfanget i omkvædet: "Jeg letter på hatten for den nye konstitution - giver et buk for den nye revolution - smiler og ler over forandringerne rundt omkring - så tager jeg min guitar og spiller - præcis som i går - og jeg falder på knæ og beder til - at vi ikke vil blive narret igen".
I dag er det nok lettere end for 30 år siden at se, hvor stærkt det var af The Who at fyre denne bredside af på klos hold imod ungdomsoprøret. Gruppen havde allerede tematiseret tidens massehysteri og stjernedyrkelse med rockoperaen Tommy (1969), og de skulle endnu engang reflektere over den ungdomskultur, de selv var en del af, på det fremragende dobbeltalbum Quadrophenia (1973). Men ingen steder blev provokationen så direkte som på Won't get fooled again, der blev et fast indslag ved alle The Who's koncerter. Tænk for eksempel på det sted, hvor sangens hårdt prøvede fortæller har bemærket et enkelt lille lyspunkt ved sine fanatiske og livsfarlige medborgere, nemlig, "at de hypnotiserede aldrig lyver"(!) - men hvor han alligevel tvivler, så forsangeren Roger Daltry med genial uforskammethed kan henvende sig direkte til publikum under mellemspillet: "Gør I? Gør I?".