Tunnel of Love (1987) satte et overraskende punktum for Springsteens periode som popstjerne. Det er et modent
og alvorligt album om det risikable i et parforhold, og imellem linierne skimter man tydeligt kunstnerens eget,
mislykkede ægteskab. Musikalsk er Tunnel of Love et friskt og varieret album, men orkestreringen kan virke noget
spinkel, fordi der ikke gøres fuld brug af the E Streeet Band. Titelnummeret og Spare Parts er fremragende
rocknumre, men det er stille, selvransagende sange som Brilliant Disguise, der angiver grundtonen. Tunnel of
Love kan fremhæves som voksen rockmusik - men er nok mere voksent, end det er rock.
Human Touch (1992) er Springsteens eneste mislykkede album. Det indeholder ganske vist nogle rigtig gode sange,
eksempelvis titelnummeret og Real World. Men det byder også på en del indslag af venstrehåndslyrik, og tilsammen
gør helheden ikke det sædvanlige, overbevisende indtryk. Det er svært at sige, hvor meget dette har at gøre med det nye
lydbillede (efter opløsningen af the E Street Band). Men det væsentlige er nok Springsteens personlige krise i
overgangen mellem to ægteskaber og hans problemer med at mestre den kunstnerisk. Springsteen er på en måde mere nøgen
her end nogen andre steder - det klæder ham ikke.
Lucky Town (1992) opnår lige præcis, hvad der mislykkes på tvillingepladen: en værdig og konsistent fremstilling
af livssynet hos en rockstjerne, der er blevet familiefar og har lært sine egne begrænsninger at kende undervejs. Både
orkestreringen og vokalen virker mere rå end på Human Touch, men den store forskel ligger i teksternes etiske
pondus. På sange som Better Days og Living Proof formår Springsteen at inddrage sine selvopgør såvel som
sin familiære lykke i en slags hymnisk tordentale, der minder ikke så lidt om ungdommens kraftudfoldelser. Lucky
Town er blevet stående som det sidste egentlige - dvs. selvbiografisk prægede - Springsteen-album.
In Concert: MTV (Un)Plugged (1992) kom til verden (som både CD og DVD), da Springsteen medvirkede i det populære
tv-show, men brød reglerne og satte stikket i. Selvom det ikke er the E Street Band, fungerer orkestret udmærket, og
man bliver godt underholdt med et repertoire af numre fra de seneste plader garneret med enkelte klassikere. Indimellem
kan det irritere, at Springsteen - sandsynligvis inspireret af Dylan - har tillagt sig en vrængende sangstil. Generelt
synger han dog råt, men godt. To numre findes kun på denne indspilning: den nærmest ekshibitionistiske Red Headed
Woman og den medrivende rockfræser Light of Day.
*Læs om Springsteens følgende albums