Hen imod slutningen af 70ernes ændrede Springsteens musik karakter. Mens Meat Loaf og Jim Steinman radikaliserede de højspændt romantiske tendenser, der havde ligget i Born to Run, drejede Springsteen selv i retning af en næsten afstumpet simplicitet. På bekostning af de store, dramatiske opbrud i musikken begyndte The E Street Band at lyde som en velsmurt rockmaskine, Springsteens vokal blev mindre markant, og de gigantiske kompositioner skrumpede ind til 3-4 minutters sange, der i reglen fulgte det samme mønster: 3 vers med omkvæd, en bro og et sidste vers med omkvædet forstærket eller gentaget.
Det er oplagt at spore et forfald i denne udvikling, men man bør ikke overse, at kursskiftet samtidig åbnede nye kunstneriske muligheder for Springsteen. Han blev bedre til at udtrykke monotone sindstilstande som for eksempel mismod, ængstelse og nagende tvivl eller skyldfølelse. Han begyndte også synge sange, hvor hovedvægten var lagt på fortiden og det fortællende aspekt. Og selvom det stadigvæk var spørgsmålet om, hvad man skal stille op med fremtiden, der stod i centrum, fik også Springsteens handlekraft en ny klang. Musikken handlede ikke længere kun om at tage dramatiske beslutninger, men også om at leve med dem bagefter. Den fik et moment af dagligdag og sejtrækkeri over sig, der utvivlsomt afspejlede Springsteens stræben efter en mere moden og realistisk stil.
At denne stil også appellerede til et bredere og grovere publikum, har sikkert passet ham fint. For i samme periode forbandt Springsteen sig stadig stærkere til arbejderklassens perspektiv og værdinormer. Han begyndte at forholde sig eksplicit til sociale og politiske realiteter og identificerede sig - især på Nebraska - med folk på samfundets absolutte bund. Det er en anelse paradoksalt, at Springsteen selv nåede poppens absolutte stjernehimmel i samme periode. Næsten hvert eneste nummer på Born in the USA (1984) var et hit, og den efterfølgende verdensturne udviklede sig til intet mindre end en historisk begivenhed, der repræsenterede væsentlige tendenser i tidens ungdomskultur. Springsteen selv blev i disse år til forsidestof på linie med deciderede popstjerner, og endnu i dag figurerer såvel Born in the USA som den lidt senere Live 1975-85 på opgørelserne over de mest solgte plader nogensinde.
*Læs anmeldelser af periodens albums