Greetings from Asbury Park (1973) oser langt væk af et sprudlende og relativt ukompliceret ungdomsliv.
Tekstuniverset er psykedelisk fabulerende, og ved hjælp af slangudtryk og øgenavne fremstilles gadelivet og dets
persongalleri i et magisk skær, der tydeligt afspejler begejstringen over at vågne op af puberteten og være Blinded
by the Light. Musikalsk er pladen velkomponeret uden at være prangende, men da den lider under en mudret orkestrering
og produktion, kom der kun hits ud af den i kraft af Manfred Manns kopiversioner. Højdepunktet er klassikeren
For You, men Greetings from Asbury Park er generelt et charmerende og holdbart debutalbum.
The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle (1973) mangler ikke meget i at være et mesterværk. Orkestreringen
fungerer bedre end på debutpladen, og sangene er vokset betragteligt i både længde, dybde og intensitet. Kompositioner
som Sandy, Incident on 57th Street og NYC Serenade er blevet stående som nogle af Springsteens
allerbedste - blandt andet fordi de iscenesætter eksistentielle beslutninger på en typisk springsteen'sk facon. På den
anden side modvirkes seriøsiteten af en tendens til at kombinere jazz, funk og rock i en stemning af muntert anarki og
gadefest. Nogle sange virker mindre betydningsfulde, og albummet udgør ingen perfekt enhed.
Born to Run (1975) indeholder ikke alene fire-fem af Springsteens største og bedste kompositioner. Også helheden
gør et ufatteligt indtryk, fordi alle ingredienser i den er så sublimt afbalanceret i forhold til hinanden. Albummet er
konsistent som en klippeblok og varieret som en lang, begivenhedsrig sommerdag, højtideligt som en opera og svedigt
pumpende som en baggårdsfest, komponeret ud i de mindste detaljer og dog sunget lige ud af hjertekulen, vanvittig
fortvivlet, men velsignet med en enestående, trodsig optimisme, struttende af handlekraft og beslutsomhed, men samtidig
af charme, ømhed og indlevelse. Born to Run er Springsteens højdepunkt og en milepæl i rockhistorien.
Darkness on the Edge og Town (1978) er intet mindre end lyden af en depression. Stemningen er kulsort, og det
eneste lyspunkt er den kampvilje og selvopholdelseskraft, der altid har været Springsteens særkende. Rockens funktion
som murbrækker i en eksistentielt fastlåst situation fremstår næsten klarere end på Born to Run, fordi modstanden
virker så meget større. Men musikalsk betales der en høj pris for det voldsomme udtryk: Lydbilledet er hårdere, klaveret
og især saxofonen må vige for elguitar og trommer, og kompositionerne er mærkbart kortere og mere forudsigelige.
Alligevel fremstår dette rystende og uopslidelige album som Springsteens andet mesterværk
*Læs om Springsteens følgende albums