Når denne kamp falder heldigt ud, formår Springsteen altid at levere et eksemplarisk svar på en vanskelig situation. Så kan han trylle noget mytologisk frem af den håndfuld "good cold cash", som en nybagt og forladt mor får udleveret, da hun omsider har valgt at pantsætte sin forlovelsesring. Eller han kan inddrage os i det menneskeligt storartede ved den fyr, der har mistet alt, men som nu fortæller kæresten om deres sidste chance: "Put your makeup on, fix your hair up pretty and meet me tonight in Atlantic City". Eller Springsteen kan pludselig besynge de "bedre dage" i sit eget og efterhånden noget satte ægteskab, med hele ungdommens sjælsklarhed i behold: "I got a new suit of clothes, a pretty red rose and a woman I can call my friend". Det er denne sans for i ord og handling at fremstille meningsfulde svar på tilværelsens udfordringer, der er Springsteens egentlige særkende. Og det er vel at mærke fyndige, velartikulerede svar med bund i! For hvor tit ender vore svar ikke op i tomme gebærder og neurotiske afværgereflekser? I lumre perfiditeter og ironiske skuldertræk? Eller i de klynkende klicheer om ulykkelig kærlighed og jalousi, som kan forfattes af hvem som helst, og som sandelig også bliver det?
Indrømmet, Springsteen har ikke altid formået at undgå sådanne faldgruber. På "Human Touch" (1992) indsneg der sig visse henkastede gennemsnitsattituder i stil med den frustrerede elsker, der vil have "det hele eller slet ingenting". Og på "The Ghost of Tom Joad" (1995) fungerede det entydigt socialrealistiske tema i og for sig godt i dets akustiske nøgenhed - men det afslørede måske samtidig en Springsteen, der som velhavende familiemenneske var ved at løbe tør for kunstnerisk sprængstof i sin privatsfære. Alligevel er enkelte sange blevet ved med at rage frem som vidnesbyrd om, at rockens udtryksform faktisk kan rumme en mere moden livshorisont, end den oprindeligt var tiltænkt. Fra den dødsmærkede "Philadelphia" og den storladent polemiske "41 Shots" til den intimt poetiske "Blood Brothers", der nøgternt vedstår alderdommens løftebrud - og som synes henvendt netop til vennerne i The E-street Band: "Now the hardness of this world slowly grinds your dreams away. Makin' a fool's joke out of the promises we make. And what once seemed black and white turns to so many shades of gray. We lose ourselves in work to do and bills to pay.".
Det er linier som disse, der gør det så spændende, at der endelig kommer en ny cd. Det forlyder, at den især vil bearbejde traumet efter 11. september, men man har vel også lov at håbe på en mere personlig investering. For Bruce Springsteen viste os, hvordan man kunne bære sig ad med at være 17 år og aldrig kysset. Senere fremstillede han en holdning, der måske kunne bevare lidt af skindet på næsen, når ungdommens drømmehus sank i grus. Han gav sit glatbarberede bud på at optræde som en singlefyr i 30'erne og sine stadig mere famlende svar på, hvordan man bærer rocken i hjertet som ægtemand. Nu er han blevet en 52-årig far til tre og har i en årrække været holdt kunstigt i cirkulation på cd-markedet ved hjælp af bl.a. den firedobbelte "Tracks" (1998) - bevares, mange glimrende numre fra især de første årtier, men altså tilbageholdt indtil nu. Og jeg har en bid af mine fremtidsforhåbninger investeret hans nye skive. For som manden selv sang i 1973: "…so walk tall, or baby don't walk at all". Hvordan mon Springsteen vil leve op til det program 30 år efter?
*Tilbage til første side af denne artikel