Men frem for alt kender jeg ingen så dybt forankret troende rockkunstner som Bruce Springsteen. Herved tænker jeg ikke primært på en bestemt religion, selvom Springsteen efter alt at dømme er en slags rygmarvskristen, der uden at reflektere videre over det kan lade sig influere af kristne myter og begreber. Jeg tænker snarere på den verdslige betoning af et ord som "faith", der snoede sig som en livssynssignatur igennem sangene på 70'ernes mesterværker - og som fortsatte med at gøre det, efterhånden som stemmen blev hæsere, og tilliden mere og mere til et musikalsk og eksistentielt sejtrækkeri, en tillid på trods. Man kan nok undre sig over, hvad denne tillid nærmere bestemt er en tillid til. Og man skyder med spredehagl, hvis man ikke urigtigt bemærker, at det er en tro på fremtiden, på livets ynde, på elskeren eller på ungdomsvennerne, der hele tiden risikeres og genvindes i Springsteens forfatterskab. For bag alt dette ligger noget mystisk, en tro på nuet eller natten, hvis højtidsfulde intensitet kan være svær at definere nærmere. Det kan nok bedst udtrykkes med Springsteens egne ord, da han i København 1999 udfoldede sig som en kun delvist selvironisk gospelprædikant. Suggestivt deklamerende og stereotypt gentagende visse vendinger, imens han bejlede til publikums stadig mere oppiskede reaktioner, lovede han blandt meget andet genskabe både vores sorgløshed og vores sjæl - at re-konfiskere, re-indoktrinere, re-seksualisere, re-dedikere og re-liberalisere os! "And how am I gonna do that?", spurgte han skolemesteragtigt: "… with the power and the promise, the majesty, the mystery, with the ministry of rock-n-roll!".
Denne regnfulde aften i Idrætsparken var Springsteens rockkultiske messen nok mere insisterende, end jeg før har oplevet den. I hvert fald bød den min ven Niels Jakob så meget imod, at han forlod koncerten på stedet - angiveligt opskræmt over at have følt sig udleveret til en slags dansende Joseph Goebbels! I virkeligheden var sceneriet dog ikke andet end et måske lidt overgearet udtryk for kvintessensen af netop Bruce Springsteen. Den mand har altid ment det alvorligt, når han erklærede sig for "just a prisoner of rock-n-roll". Han har altid tilbedt sit publikum og blandet blod med det over 4-5 timer lange seancer, hvis sveddryppende ekstase forblev indrammet i et højere og mere åndeligt fællesskab. Koncerternes legendariske kompromisløshed har lige fra starten avlet en lind strøm af uofficielle bootleg-optagelser, der er hestelængder foran Springsteens egne sparsomme udgivelser - først i 1986 udkom den femdobbelte "Live 1975-85", og hverken en kort MTV-koncert (1992) eller den førnævnte New York-optagelse har udbedret manglerne i det udvalg. Autenticiteten i vanviddet blev bevidnet, da Springsteen i slutningen af 80'erne så tilbage på sit indtil da ikke særligt vellykkede privatliv og i et interview stemplede de umådeholdne koncerter som en slags personlig 'drug' eller virkelighedsflugt. Hermed traf han måske det grundlæggende spændingsforhold i hele sit kunstneriske virke. Det er "the promise of rock-n-roll" - en slags besværgelse af enhed og værdighed i livsperspektivet - der plade for plade har måttet kæmpe sejere for sin indfrielse i mødet med hverdagens truende åndløshed. For Springsteen har fastholdt problemet fra sine tidlige 20'ere: "Well don't let that daylight steal your soul" - skønt ikke altid datidens løsningsmodel: "…get in your wheels and roll, roll, roll".
*Fortsæt til næste side af denne artikel