Spændingen stiger. For omkring tre uger siden nævnte min ven Jesper i telefonen, at der verserede rygter. Og kort efter bekræftede de i pladeforretningen, at den var god nok: den 29. juli! I mit hoved var det store sager, da Bob Dylan i april kom til København med sin for tiden så hæsblæsende bluesguitar. Det var også en begivenhed, at C. V. Jørgensen i sidste måned udgav en ny portion "Fraklip" fra sit efterhånden måske vel afsidesliggende billedværksted. Men selvom jeg så sent som i formiddags fik uudgrundelige fornemmelser over Mark Knopflers soloer på "Sultans of Swing" og ved samme lejlighed tænkte ganske nydelige ting om Tom Waits' troubadourblanding af gammelmandsnostalgi og storbypuls - ja, så blegner det alt sammen ved udsigten til nyt fra den mand i branchen, jeg uden sammenligning har taget mest alvorligt: Bruce Springsteen udsender den skive, som man har kigget langt efter siden 1995. Og han gør det omsider i selskab med det "E-street Band", som når alt kommer til alt kan synes at være nødvendigt for hans kunstneriske træfsikkerhed. Med undtagelse af nogle få, om end lovende takter på "Greatest Hits" (1995) og "Live in New York City" (2001) er den cocktail faktisk ikke set i fuld udfoldelse siden den lige lovlig berømte "Born in the U.S.A." (1984).
Nu vil jeg ganske vist ikke stikke læseren blår i øjnene. Jeg har endnu intet hørt af hverken pladen eller anmeldelserne. Og jeg lader mig ikke rive med af min ven Poul, der i årevis har fået blankt lynende øjne, når han fantaserede om, hvad en genforening af Springsteen og The E-street Band mon kunne føre til. For nøgternt betragtet er der ingen som helst grund til at forvente, at vores efterhånden midaldrende og familiært mandsopdækkede rock-idol skulle overgå sig selv. Det løb blev kørt, allerede da Springsteen med den heroisk-baggårdspoetiske "Born to Run" (1975) sang sig ud over sine første pladers lidt vævende fabuleren for at præsentere musikalske bjergtinder præget af en nærmest wagnersk spændvidde i komposition og udtrykskraft. En indvending imod at holde den plade for hans bedste vil som regel dreje sig om "Darkness on the Edge of Town" (1978), hvor det operaagtige udtyndes i en næsten afstumpet hudløshed, og hvor den hårfine balance imellem himmelstormende ømhed og nerveflænsende desperation forskydes imod det sidste. Vi er her via punkpræg på vej til den velsmurte rockmaskine, hvormed Springsteen indtog alverdens dansegulve i midtfirserne - på vej gennem ungdommens rasende dødskamp til manddommens sikre, men også noget rutineprægede præstationer. Og når pladerne trods alt forblev helstøbte og væsentlige lige indtil starten af 90'erne, siger det måske noget om, hvor høje 70'ernes højdedrag egentlig havde været. Springsteen kunne med værker som "The River" (1980), "Nebraska" (1982), og "Tunnel of Love" (1987) blive ved med at imponere, selvom han ret beset kun var en skygge af, hvad han havde været.
Eller som en anden kronikør udtrykte det for nogle år siden: "Springsteen var bedst med fuldskæg". Den glatbarberede no-shit-kind-of-guy, der tonede frem i desillusioneret majestæt på coveret af Darkness-pladen - og som senere skulle hamre prisen for at være født i USA ind i alles hjerter med en muskelpansret, udvejsløs monotoni, der emmede af Vietnam-traumer og stålindustri - ja, han var i virkeligheden resultatet af en mindre kendt flipper i gummisko. Og denne var alt andet end en motionscenterekserceret socialrealist. Den unge Springsteen var en blid og katteagtig fantast, hvis fuldskæg meget vel kunne mistænkes for at skjule på gårdsdagens brødkrummer og elskovssaft, og som angiveligt skulle have været stoffri, men i hvert fald i enestående grad virker fordrukken i et eller andet. Jeg kender ingen, der har ramt voksenlivet med en sådan paradisisk uspoleret vitalitet. Ingen, der med samme promiskuøse nænsomhed har følt sig ind i forskellige storbyskæbners magiske storhed og egenartede tragik. Ingen, der har talt eller hvisket så overbevisende ting til sine kvinder. Og ingen, hvis stemmebånd i den grad har kunnet kombinere brutal kraft vævet ind i en overvældende orkestrering med ligefrem snaksomhed og en ejendommelig ubeskyttet ømhed.
*Fortsæt til næste side af denne artikel