Det var sommer, det var sol, og det var 1985. Det var 17 år, Første G og en verden fuld af skrigende nylon og toner, der bebudede et gennembrud til livet hinsides puberteten. Det var Springsteen, der skulle spille på Ullevi Stadion i Gøteborg den 8. Juni, og det var fem fyre fra provinsen, der kom igennem på telefonen og rejste med tog op til tidens mest buldrende kulturelle energikilde. Det var Born in the USA, der blev spillet om og om igen på alle de steder, der var værd at komme, og det var alligevel Born to Run, som enhver, der tog sig selv alvorligt, godt vidste var det sande mesterværk. Og så var det alle rygterne om disse mastodontkoncerter, som vi endnu kun kendte fra en elendig piratoptagelse fra Hamborg. Vi var fordrukne i ungdom, men meget påpasselige med øl, fordi det måske nok kunne være fedt at være fuld deroppe - men knap så fedt at skulle finde et toilet hele tiden.
En lang togrejse er naturligvis guld under visse omstændigheder. Der var T-shirts og medbragte båndafspillere, men også alle mulige andre små tegn, der afslørede, at toget var fyldt med vore medsammensvorne. Og før internettet var det jo ikke så lidt. Det var ved sådan en lejlighed, man fandt ud af, at pigerne gennemgående var vilde med den orgiastiske rytme på Candy's Room. Og hvad kunne man ikke tænke om det! Eller om den simple kendsgerning, der til overmål blev dokumenteret, når man bevægede sig på gangen langs kupeerne: at de faktisk kunne se godt ud og alligevel høre noget ordentligt musik! Jo, det var gyldne timer i det tog, og i Gøteborg blev rusen over at tage del i en kultbegivenhed endnu mere overvældende. Vi stod på stationen uden skyggen af anelse om, hvad vej vi skulle bevæge os for at havne på Ullevi Stadion - altså, lige indtil vi blev opmærksomme på et bestemt mønster i trafikken: Alle de klyngevist fordelte og tilsyneladende indolente forbipasserende var i virkeligheden på vej i én og den samme retning!
Enhver vil vide, at ventetiden midt i den summende, solbadende hob på græsplænen slet ikke var rigtig ventetid. Men hvem husker i dag den Springsteen, der mødte os, da tiden omsider var inde! Det var Bruce Springsteen, før ægteskabet med Julianne Phillips blev kompliceret. Før han blev selvkritisk og begyndte at analysere sin hang til overdådige koncerter psykologisk. Før han blev træt at sit E Street Band og måske også af sin egen succes som rockstjerne. Længe før han blev lykkeligt gift med sin korpige, Patti Scialfa, blev far til tre og efterhånden mistede lysten til at synge om sig selv. Og endnu længere før han udviklede den stive gang og den humoristiske distance til sin musik, der ved genforeningsturneen med the E Street Band fik ham til at fremstå som en slags rockens bedstefar.
Jeg ved ikke, om det var denne aften eller den følgende, at publikum dansede Ullevi Stadion i stykker - en hændelse Springsteen stadig beklagede, da han kom tilbage til Gøteborg 18 år senere! Men jeg husker koncertens perverse længde, der gjorde opholdet på plænen til et helt hændelsesforløb, en musikalsk odysse under skiftende vejrlig og grundstemninger. Jeg husker også, hvor ubesværet Springsteen brændte igennem storskærmene med sin overvældende seriøsitet - hvadenten han sang om bagsiden af den amerikanske drøm, erotikken som tilflugtssted eller en gammel ven, der pludselig var forsvundet. Stærkest står dog den endeløse række af ekstranumre, der ikke handlede om andet end at drive publikum til vanvid. "Twist and Shout" i en mængde, hvor alle og enhver var "itching for something to start".
Til sidst et indtryk af fuldstændig opløsning på Ullevi Stadion, hvor ekstrem opløftelse efterhånden var blandet med ekstrem udmattelse. Man var kommet med ungdom i blodet og tog hjem med cement i benene. En lørdag aften fattigere, men ikke utilfreds med tabet.